Dansk
 
engelsk
        Bookmark and Share    
 

At opdrætte Sibirisk kat

At opdrætte Sibirisk kat

Den Sibiriske kat har officielt været avlet på i knap 20 år nu, men stadig ses den dog som en ny race.
I begyndelsen af opdrættets historie, som var i slutningen af 80’erne - begyndelsen af 90’erne, var der bred enighed om racens standard mellem opdrættere.

Denne standard blev lagt i Sovjetunionen. Dengang var der ikke mange opdrættere af racen i Sovjet, derfor blev standarden stærkt påvirket af opdrættere og katteorganisationer uden for Rusland.

Det, som hjalp opdrættere dengang, før racen blev spredt i hele verden, var selektionen fra naturens side i dele af Sibirien og Fjern Østen, uden menneskelig indgriben. Nogle opdrættere så dette som en mulighed, og fik nogle af disse naturligt selekterede katte ind i genpoolen, og ud fra disse katte kom der så en standard frem.

Disse gamle opdrættere havde kundskaben, og sammen med de ældste standarder fik de godkendt den Sibiriske kat som en race.

Nogle af de bedste Sibiriske katte og linjer vi avler med i dag, inkluderer Abakanlinjerne, nogle fantastiske katte fra Krasnyjarsk i Sibirien.
Nogle af kattene i disse linjer er krydsninger mellem katte fra den Europæiske del af Rusland og katte fra Fjern Østen og Sibirien.
Rundt omkring i verden ses der stadig forskellige typer af Sibiriske katte, hvilket blandt andet skyldes de forskellige forbunds standarder. Men de stadig forskellige standarder gør det utrolig svært, for ikke at sige umuligt, at stabilisere typen af racen på verdensbasis.

En anden årsag til forskellige typer af Sibiriske katte er også, at opdrættere har avlet mere på farve end på type. Nogle opdrættere har for eksempel ønsket at specialisere sig i en bestemt farve eller ønsker at sætte deres eget særpræg på racen, og har brugt forskellige uhensigtsmæssige redskaber og metoder for at nå deres mål. Dermed forsvandt samarbejdet mellem mange opdrættere, og mange begyndt at fremavle deres egen type Sibirisk kat. De forstod ikke, at man måtte fremavle en stabil type, før man begyndte at eksperimentere med linjer og farver.

Skal man blive opdrætter?
Hvis man ønsker at starte opdræt, er det et minimums krav at man har en sund og racetypisk kat. At lægge sin grundstamme på noget mindre godt, tager for lang tid at rette op.
Som opdrætter er der mange ting at sætte sig ind i, og mange ting at tage stilling til.
Alt er ikke bare idyl og man vil som opdrætter møde meget modstand, og være nødt til at have et fast holdepunkt.

Hvis man påtænker sig at starte opdræt af den Sibiriske kat, er det altid en god idé at starte med at have en selskabskat af racen, for at lære denne bedre at kende.

Det grundlæggende man bør vide, og som gør sig gældende på alle punkter inden for den Sibiriske race, er at det er en ny race, som er under opbygning, og som har en lille genpool. Dette faktum har mange følger og vil blandt andet sige, at man er nødt til at samarbejde med opdrættere i andre lande om at lave jævnlige importer, for at have så mange individer i avl som muligt, og for at lave parringer i udlandet, med henblik på at hente nyt blod ind i racen.

Det er ikke tilstrækkeligt blot at anskaffe sig bare én avlshan og én avlshun, og efterfølgende lade dem parre flere gange. Inden for den Sibiriske race bør man kun lave et kuld pr. parringskombination, med mindre der er tale om et tidligere kuld, hvor der kun blev født én killing. Det er vigtigt at anvende så mange hankatte og hunkatte i avlen som muligt, uanset om de kun laver bare ét kuld hver, for at lave så vidt muligt varierede kombinationer. Man må tænke på racens bedste og se det hele i et langvarigt perspektiv.

Udgangspunktet for mange som køber deres første Sibiriske kat er, at de søger en kat til selskab, men efterfølgende kommer til at tænke, at det kunne være sjovt med bare ét kuld killinger. Mange tror at de ikke er opdrættere fordi de bare laver et kuld killinger og ikke har et katterinavn, men omverdenen betragter en som opdrætter og sætter de samme krav og forventninger, uanset om man laver et eller flere kuld.

Der findes mange individuelle grunde til, at nogen ønsker at få killinger på deres hunkat. En udbredt misforståelse er dog, at det skal være for kattens skyld, og at det vil være synd at sterilisere den, uden at den har haft ét kuld. Her skal det siges at det er at menneskeliggøre katten, og at den ikke bliver lykkeligere af at have haft killinger. Hvis man ønsker killinger, skal man ransage sig selv og søge hjælp og information inden man kaster sig forhastet ud i noget. Man skal spørge sig selv om, hvorfor man vil have killinger og for hvis skyld? Hvad ideen og målet er bag? Kender man racen godt nok? Er man parat til at tage ansvaret der medfølger, og kan man bidrage med noget? Er det fordi man tror der er penge i det? Har man samvittigheden med sig - vil man ofre hvad der burde være nødvendigt, og teste for diverse sygdomme og lidelser, selvom der ikke er nogen hovedklub, som kræver det?

Er man ligeglad med, om der er Neva Maskerade eller indavl i linjerne? Hvor går grænsen mellem linjeavl og indavl? Hvad er acceptabelt?
Er man interesseret i at opretholde en ordentlig type? - At udstille for at vide om man arbejder i den rigtige retning?
Men ønsker man, trods alle disse overvejelser, stadig at få killinger på sin hunkat, skal man så spørge sig selv om hunkatten er egnet? Er hun frisk og fri for defekter, virus, bakterier? Hvordan er temperamentet i forhold til racen?

Hvad siger opdrætteren til, at der skal avles på hunkatten? Hvordan er kattens type i forhold til standarden?
Hvordan er linjerne i forhold til parring, drægtighed, fødsel og killinger? Er hun testet fri for arvelige og smitsomme lidelser?

Hvis alt dette er i orden, kommer det at finde en hankat som næste punkt. Her kan man spørge sig selv, om man er indstillet på at rejse meget langt, for at finde den helt rigtige hankat? Altså ikke bare at parre med den første og bedste hankat, som er inden for rækkevidde.

Man skal også lige overveje om man overhovedet har tid og overskud til at have killinger, og om det er muligt at tage fri fra arbejde op til kattens fødsel.
Det er ingen guldgrube at opdrætte kat! Mange udefra stående ser kun killingernes pris, men kender ikke bagsiden af medaljen.

Det koster vældig meget at være opdrætter og opfostre et kuld killinger. Vi kan starte med prisen for en avlshun, som i Danmark ligger på omkring 9.500 kr. afhængig af kattens linjer. Dernæst kommer beløbet for udstilling, tests for diverse arvelige og smitsomme lidelser, før hunkatten er egnet til at blive avlet på. Vedrørende tests bør man som det mindste sørge for, at hunkatten er testet fri for HCM, hvilket koster omkring de 1.000 kr., men man må forvente at bruge op til omkring 3.000 kr. på tests i alt. Dernæst kommer der en parringsafgift (mere om det under emnet valg af hankat).

Under drægtigheden og i lakteringsperioden har hunkatten et ekstra stort behov for store mængder kvalitetsfoder. Når killingerne fødes, skal man sørge for at have mælkeerstatning i huset i tilfælde af, at hunkatten ikke selv har nok mælk, eller hvis mælken er længe om at rende til. Man vil også hurtigt opdage, at forbruget af kattegrus og mad stiger markant.

Killingerne skal fodres med kvalitetsfoder, og gerne have lov til at drikke mælkeerstatning som supplement, vaccineres to gange, ormebehandles mindst to gange, id mærkes med chip eller øretatovering, indregistreres i det Danske Katteregister og stambogsføres. I Danmark er de nuværende opdrættere enige om, at killingerne som ikke skal anvendes i avl, også skal neutraliseres før salg. Et samlet beløb for omkostningerne per killing vil ligge omkring 2.500 kr. – 3.000 kr.

Hver gang man lader sin hunkat parre, udsætter man den for en smitterisiko, og risikoen for at noget går galt. Man skal altid kalkulere med pengene til dyrlægehjælp, eller et eventuelt kejsersnit, som vil ligge omkring de 6.000 kr.

Man må altså engagere sig helhjertet som opdrætter, eller lade helt være, for ikke at gøre mere skade end gavn!

Valg af avlsmateriale;
At forstå konceptet i udvælgelse af avlsmateriale, er meget vigtigt for alle katteopdrættere, uanset om der udvælges avlsmateriale til grundlæggelsen af et nyt katteri, eller til supplement af et allerede etableret katteri. Det er nødvendigt, at opdrætteren har kundskaben og en god forståelse inden for den Sibiriske race, evnen til at genkende fantastiske eksemplar, samt evnen til at bedømme ens egne katte og udpege deres stærke og svage sider.

Når der udvælges katte til opdræt, kan det baseres på individuelle egenskaber, eller på basis af linjer. Voksne katte må primært bedømmes på individuelle egenskaber, hvorimod killinger ofte må bedømmes på relaterede katte/linjer, da det kan være svært at forudsige deres kvaliteter. Udvælgelses kriterier bør inkludere helbred, reproduktionsevne, temperament og type.

Det siges, at reproduktionsevnen ikke kan bedømmes før katten har lavet mindst 3 kuld. Killingers reproduktionsevne må bedømmes ud fra forældrenes og evt. ældre søskendes evner.

Godt helbred bør være det, man først og fremmest vælger ud fra, idet de andre kriterier lettere kan kompenseres for via målrettet avl. Når man vælger med helbred som første prioritet, bør man se på om katten er overordnet sund og rask og uden nogen form for defekter. Om den har et godt temperament over for mennesker og andre katte eller dyr, og om den har nogle fejl eller anormaliteter.

En kat som tiltænkes at være potentielt avlsmateriale bør være fri for alle tegn på sygdom eller infektion, og være i god form. Den bør endvidere testes fri for lidelser som HCM, FIV/FeLV mv..

Der er flere måder, hvorpå man som opdrætter kan få nyt avlsmateriale.
Dette kan for eksempel være ved;

- At udvælge en killing, som er opdrættet i et andet katteri.
- Købe en fertil hankat fra et andet katteri.
- Låne en avlshan til en parring, fra et andet katteri, med henblik på at beholde en killing selv.
- Låne en avlshan i en periode, fra et andet katteri.

Ved valg og køb af en killing er der mange aspekter at tage højde for, og man skal have lidt kendskab til de faktorer, som har betydning for killingens udvikling og adfærd. Man skal blandt andet også se på killingens almene sundhedsstatus ud fra kliniske symptomer, som er yderligere beskrevet i det efterfølgende emne om Sundhed & Sygdom.

Det er vigtigt at se forældrene til killingerne og vurdere deres type og temperament i forhold til racen. Man skal jo huske på, at begge forældre bidrager med cirka 50 % hver til killingernes genmateriale. En kats adfærd skabes ud fra avls- og miljømæssige faktorer. Derfor er det vigtigt at se begge forældre og vurdere deres temperament, idet aggressivitet og venlighed er arveligt.

Moderdyret kan påvirke killingernes adfærd, idet det er hende, de går sammen med. Killingerne lærer hvordan de skal jage, spise og soignere sig, ved at observere deres moder. Dermed tager de også ved lære, hvis deres moder er nervøs eller aggressiv, og det kan ende med at blive deres normale adfærd.

En killing som er enebarn eller som har mistet sine forældre, vil have en tendens til at være bange og aggressiv når den præsenteres for nye situationer.

Når man køber en avlshun er det også vigtigt at kende til nogle fakta omkring dens moder, så som hvor ofte hun går i løbetid, om hun har let ved at blive drægtig, om hun har haft en let fødsel, om hun har tilstrækkelig med mælk, om hun selv kan passe sine killinger, hvordan hendes adfærd er over for mennesker i forhold til hendes killinger og hvordan hun har været som moderkat. Alt dette kan nemlig være vældig arveligt, og der er således stor risiko for, at man en dag ude i fremtiden står i de samme situationer med sin nye avlshun.

Ved importerede linjer kan det være meget svært at skaffe sig alt denne information. Det er altid et spørgsmål om kompromis.

Når man køber en avlshan, skal man se på om faderen hertil urinmarkerer indenfor, da dette ofte er arveligt. Det er ikke alle hanner som urinmarkerer, og nogle gør det kun når der er hunkatte i løbetid i nærheden. Men det lader til at den Sibiriske race er meget fertil og at langt de fleste avlshanner urinmarkerer/strinter.

En killing, som skal indgå i avl senere hen, må naturligvis ikke have nogen defekter som navlebrok, haleknæk, døvhed eller kryptorchisme (mangler en testikel i pungen). Forældrene må heller ikke have sådanne fejl og helst heller ikke nogen kuldsøskende til avlskatten.

Den Sibiriske kat er heldigvis ikke en kat som har tilbøjelighed til defekter.

Opdrætters mål;
Det er mennesket bag katteriet som bestemmer farten for opdrættet, ikke kattene. Men der er dog den naturlige regulator der kaldes efterspørgsel, hvilket betyder at der ikke bare kan avles ud i det blå, hvis afkommet ikke kan sælges. Faren her ligger i, at hvis en race først er blevet moderace, bliver gennemsnitskvaliteten ofte forringet.

Alle opdrættere bør have mål. Dermed menes at opdrættere bør danne sig et idealbillede, der skal stå som mål for fremtidig opdræt. Et billede af hvordan racen skal se ud i forhold til standarden, men man må holde sig for øje at den perfekte kat endnu aldrig er født, da der altid er noget, som kunne ønskes bedre.

Man må ikke føle sig skuffet, hvis ikke disse mål nås i første generation. Er man ikke i besiddelse af en engels tålmodighed og en fast vilje til at gennemføre sine avlsplaner, skal man aldrig begynde på et planmæssigt opdræt, da det er et stort arbejde.

Hvis man først har lagt sig en avlsplan, gælder det om at holde fast ved grundlinjen, der går som en rød tråd igennem planen. Grunden til at så mange lovende opdræt ødelægges, er den menneskelige tilbøjelighed til at ville springe over, hvor gærdet er lavest. Dette fristes mange opdrættere til, idet der fødes en stjerne i deres opdræt og de ser et håb i at anvende denne stjerne til at nå sine mål hurtigere. Det gælder om at skabe enstypede afkom og god gennemsnitskvalitet, ikke bare en enkelt stjerne.

Det er den gradvise, faste forbedring der tæller i det lange løb, ikke en tilfældig opnået forbedring, der opstår i første generation. Der vil gå adskillige generationer, før man når sit idealbillede, men det gør jo netop avlsarbejdet mere spændende.

Ingen avlsplan kan garantere for fremtidige afkoms udseende, og hvis det var således ville det jo heller ikke være en sport at opdrætte.

Valg af hankat;
Det er ikke alle, der har mulighed for at holde hankat, og derfor må man ind imellem ud i verden, for at finde sig en egnet hankat, som står til rådighed for parring.

Problemet i at holde en fertil hankat til avl ligger i, at den ofte vil strinte/markere indenfor og jamre sig højt for at tiltrække hunkatte. Derfor lever mange hankatte i udendørs løbegårde, hvilket ikke er et optimalt liv for en kat, og det tilrådes derfor at en hankat ikke holdes fertil i en længere periode, men kastreres og kommer ind og lever et godt liv som en selskabskat. En avlshan som lever i en løbegård skal have indendørs adgang til et isoleret eller opvarmet rum af en passende størrelse.

Igen skal man også huske på, at det er en meget lille race med lille avlsbase, og derfor skal man også være varsom med at tage gode katte ud af avlen. En fertil hankat kræver en del pleje, idet pelsen har en tendens til at fedte mere, og her opstår det vi kalder fedthale, idet fertile hankatte har en kirtel på halen som udskiller sekret.

Det er ikke altid så let at finde en hankat som står til rådighed for parring. Men kan starte med at gå på katteudstilling for at lede efter hankatte, lede på forskellige hjemmesider eller kontakte nogle opdrættere. Ofte kan man også få hjælp hos den opdrætter, hvor man har købt sin hunkat. I Norge findes katteklubberne ”Sibirkattens venner” og ”Den Norske Sibirkatt” og i Sverige findes ”Sällskapet Sibirisk kat”, som er katteklubber, der blandt andet har et avlshan-register online, med hankatte som står til rådighed for udlån.

Man bør planlægge en parring i god tid, så man har mulighed for at undersøge det nødvendige og indgå aftale med hankattens ejer.

Når man skal vælge en hankat, skal man først og fremmest se på, om han er beslægtet med ens hunkat. Man bør tilstræbe sig så lille en indavlsgrad som mulig, men dog ikke lig 0 (læs mere om det i følgende afsnit om Indavl eller Linieavl).

En hankat og en hunkat skal være ensartede i typen, for at det ikke skal give et uensartet kuld. Eventuelle fejl hos hunkatten kan ikke rettes op hos afkom, ved at vælge en hankat som avlspartner, med de modsatte fejl. En fejl hos hunkatten kan kun rettes op ved afkommet, ved at anvende en hankat der, foruden at være mindst lige så god som hunkatten på de andre punkter, er helt korrekt på hunnens svage punkter.

Men avl er ikke så simpel, at man kan anskaffe sig de to bedste avlsdyr og dernæst forvente det perfekte afkom.

Når man vælger sin hankat til parring, skal man se på om den opfylder kravene, for at kunne få registreret afkom efter sig. Dette vil være krav som, at den ikke har eller har haft navlebrok, og at den har to normalt udviklede og normalt placerede testikler i pungen.

Man skal være opmærksom på, om hankatten har lavet mange kuld og har mange afkom i avl efter sig. I så fald vil det kunne give et problem på langt sigt, da det kan blive svært at finde fremtidige partnere til sine katte, da for mange vil være i slægt, og der vil således være mangel på genetisk variation. Dermed kan der også opstå indavlsproblemer, som kan have mange negative følger.

Men det er lige så vel hankatte ejerens ansvar som hunkatte ejerens, at se til at hankatten ikke laver for mange kuld, og at den parres med egnede partnere.

Så mange hankatte som muligt bør anvendes i avlen.
En hankat behøver ikke at have lavet tidligere kuld, eller være præmieret på en udstilling, for at give gode afkom.

Typisk er det hunkatten som kommer til hankatten for parring. Normalvis sørger begge ejere for at kattenes kløer er klippet, og at kattene er nybadede og rene.

Man bør lave en parringskontrakt, hvori alle aftaler er beskrevet nøje, for at undgå misforståelser og problemer senere hen.

Færdige standardkontrakter kan findes på Felis Danicas hjemmeside, og kan frit benyttes.

I en parringskontrakt skal det blandt andet fremgå, hvilke tests kattene ønskes testet for før parring. Dette vil typisk være FIV/FeLV samt HCM (læs mere om lidelserne i afsnittet om Sundhed og Sygdom).

På forhånd skal prisen for parring fastlægges. Prisen kan variere efter hankattens linier og kvaliteter, og det kan være noget forskelligt, hvordan man gør med parringsprisen.

Nogle bytter simpelthen en parring for en parring, hvis begge parter er ejere af hankatte. Andre bytter en parring for en killing, og en helt anden mulighed er, at man afregner et beløb.

Nogle hankatte ejere tager en fast pris, og efterfølgende en fast pris pr. levende født killing. – Hermed menes oftest, killinger som er levende ved 4 ugers alderen. Andre tager en fast % af killingernes salgspris, mens nogle tager en fast pris, uanset antallet af fødte killinger.
Normalprisen for en parring ligger typisk omkring salgsbeløbet af en killing til avl.
Endelig skal det aftales, hvornår beløbet for parringen skal foreligge.

I parringskontrakten skal det også formuleres, om der indgår en omparring i prisen, og evt. hvor mange, i så fald der går noget galt, og inden for hvilken tidsramme denne eventuelle omparring skal finde sted. Og hvis der går noget galt med hunkatten, om man så kan få denne omparring på en anden hunkat, eller hvis der går noget galt med hankatten, om man så kan få denne omparring af en anden hankat.

Vælg ikke hankatten efter ejerens egenskaber, da det jo ikke er disse der nedarves!

Indavl eller linjeavl;
Linjeavl er også indavl, og går ud på at parre tilbage på en linje for at forbedre et resultat.

Ved linjeavl forstås planlægning og studering. Grænsen mellem indavl og linjeavl kan være meget lille, og man skal være meget forsigtig og vide hvad man gør, for at undgå et negativt resultat. Linjeavl øger chancen for at forudsige resultatet af afkommet. Forudsætningen for at det lykkedes at få et godt resultat, er at vide hvad man gør og hvornår man skal stoppe. Gode avlsmetoder kræver kundskab, viden, åbenhed og ærlighed.

Det er vigtigt hele tiden at lave nye imports, for at undgå mere indavl end højst nødvendigt. Genpoolen inden for den Sibiriske race er meget smal, hvilket betyder at mange katte er relaterede til hinanden. Men det er ikke enkelt at importere nyt avlsmateriale, og man har og vil altid komme til at lave både gode og dårlige imports. Dog er det essentielle at være åben omkring det og dele erfaringer.

Et problem med avlen inden for den Sibiriske kat er, at der desværre er en tendens til at avle kattene for små og med for lang hale og for store og spidse ører.

Man bør avle efter at holde racen så naturlig og tæt på de oprindelige som muligt. Det er også vigtigt at rette sit avlsarbejde mod en god type, og holde på den, samt lave gode og ens kuld. For at holde på en god type, kan det ind imellem være nødvendigt at gå ind og linjeavle. Dermed stabiliseres typen. Men grænsen mellem indavl og linjeavl er hårfin, dog er en indavlsgrad på 0 med til at tynde så meget ud i racen at typen kan blive ustabil idet racen er ny i opdrætterverdenen. Men er indavlsgraden derimod for høj, vil racen på lang sigt komme i risiko for at dø ud på grund af indavlsskader.

For at undgå indavlsproblemer, bør man altid bestræbe sig på så lav en indavlsgrad som mulig ved parring. Indavlsgraden bør ifølge anbefalinger ikke være højere end 6,25 % (som f.eks. ved parring mellem fætter/kusine) på fire generationer, og helst skal den være meget lavere. Indavlsgraden ved parring, kan beregnes ved hjælp af databasen PawPeds på Internettet, hvori rigtig mange Sibiriske katte findes repræsenteret.

Hvis man bestræber sig på, at indavlsgraden ikke må overstige 0,5 % per generation i gennemsnit, kræves det, at der anvendes 20 hankatte og cirka 100 hunkatte i avl. Der behøver således ikke et meget stort antal katte i avlen, for at undgå indavl og følgende problemer.

Men sagen er jo den, at der ofte avles på for få dyr, trods det at der registreres flere hundrede afkom hvert år. Det er typisk få hankatte som bliver overbrugte.

Vælger man at anvende indavl/linjeavl, skal kattene være stærke både psykisk og fysisk, have en god sundhed, fertilitet og være meget racetypiske.
Ved at anvende for høj grad af indavl, reducerer man graden af genetisk variation og øger chancen væsentligt for indavls depression.

Indavls depression vil kunne give negative følger på lang sigt, eksempelvis små usunde katte, lav fødselsvægt, fertilitetsproblemer, små kuld, høj dødelighed i kuld, fødselsproblemer, afkom med defekter, arvelige lidelser, dårligt immunforsvar og meget mere. Man kan få negative træk frem, som ligger latent i genmaterialet (recessivt). Indavls depression kommer gradvis, og det kan derfor være vanskeligt at opdage i tide, og derfor svært at udavle igen.

Ved at parre to helt ubeslægtede katte, minimeres risikoen for, at de bærer nøjagtig de samme defekter, og derved kommer de ikke til udtryk hos afkom. Derfor er der ingen anledning til ikke at avle på en kat med høj indavlsgrad, forudsat at den for øvrigt er sund og rask, idet man blot kan vælge at avle videre i en helt anden retning, og dermed tynde ud. Ved at anvende indavl/linieavl, skal man huske på, at man dobler op på alle træk, positive som negative.

Sund avl;
Selv hos vilde dyr findes der gener med defekter, men de kommer ikke til udtryk på samme måde, som i planlagt opdræt. Dette hænger sammen med, at kun de stærkeste overlever og naturen på den måde selekterer, så kun de bedste dyr med gener for normal fysik og mentalitet bliver avlet på. Dyr med defekter vil ikke overleve længe, og deres genmateriale vil ikke gå videre.

Da den Sibiriske kat stadig er en forholdsvis ny race, som naturen har været med til at forme, og hvor man stadig kan anvende foundation katte, er det sjældent et problem med afkom født med defekter.

Kodeordet til sund avl er, kun at anvende katte i avl, som er sunde og raske, med den rette mentalitet og uden defekter. Desværre lader mange opdrættere sig forblinde af, at de elsker deres kat meget højt, og glemmer at se realistisk på det.

Men selv om man anvender sunde katte, skal man alligevel være påpasselig med, ikke at overanvende nogle bestemte avlsdyr. Det genetiske system har aldrig i naturen været nødt til at tilpasse sig en sådan overdrift, derfor bliver resultatet at de naturlige beskyttelsesmekanismer sat ud af funktion.

Problemet er ofte at mange opdrættere ikke har råd, tid og overskud til at holde så mange katte, som er tilstrækkeligt for at undgå skader på grund af, at kattene

er for nært beslægtet. En løsning på dette kunne være at flere opdrættere samarbejdede i store grupper, og arbejdede mod samme mål. Der findes ikke katte, som er genetisk fejlfri. Alle katte har et antal gener med skadede funktioner, og hvis man forsøger at fjerne et gen som man er bekendt med, via intensiv avl på individer som ikke bærer præcis dette gen, risikerer man blot at fremavle et andet skadet gen, som man ikke vidste fandtes i linierne. Men med fornuftig avl, kan frekvensen af skadede gener holdes på et niveau, hvor det ikke udgør noget alvorligt problem.

Parring;
Den første løbetid hos hunkatte kan variere med dens alder, men kommer typisk fra katten er 5 måneder til 12 måneder, dette er som regel når hunkatten har en vægt på 2,3 – 2,5 kg. Kattes løbetider er afhængige af årstiden og solen, så hvis den er født i november/december, er det ikke sandsynligt at den kommer i løbetid næste forår, fordi den ikke når at udvikle sin kønsmodenhed i den lyse tid. Derfor er det ikke ualmindeligt at katte født om vinteren, i den mørke tid, ikke kommer i løbetid før det følgende forår. Dermed kan den første løbetid i reglen ske at lade vente på sig, indtil katten er 1 til 1 ½ år.

Katte som udelukkende holdes som indekatte, kan have løbetid hele året rundt, på grund af den kunstige belysning.

Katte kan blive drægtige helt op til 20 års alderen, men kuldstørrelsen falder fra katten er fyldt 14 år. Dog bør man ikke lade en hunkat få killinger i en høj alder!

En hunkat parres i sin løbetid, og denne brunst viser hunkatten ved at mijaue jamrende, lægge sig med bagenden i vejret, lave vridende bevægelser med kroppen og være meget kontaktsøgende. Nogle katte har ophørt ædelyst og nogle urinmarkerer som hankatte.

En hunkat er klar til at blive parret når den er 1 – 1 ½ år gammel. Når den bliver parret stimuleres hormonproduktionen, hvilket bevirker at katten får ægløsning i løbet af de følgende 1-2 døgn. Nogle hunkatte får ægløsning lige efter en parring, hvorimod andre hunkatte skal parres flere gange, for at få sat gang i hormonproduktionen. Derfor er det ikke sikkert, at en hunkat er blevet drægtig af én parring.

Ved parring ser man at hankatten bider sig fast på ryggen af hunkatten. Hunkatten sparker ofte bagud med bagbenene under parringen. Hunkattens løbetid kan vare 3-10 dage, men bliver hunkatten parret, bliver løbetiden ofte afbrudt efter få dage. Ofte parrer katte sig over 2-5 dage.

Hankatten er udstyret med 100-200 knap 1 mm lange forhornede papiller langs penis – nærmest små modhagere. Disse er fuldt udviklede på hankatten ved 9 måneders alderen, og menes at medføre en øget stimulation af vaginalslimhinden under parring, hvorved der fremkaldes ægløsning. Ofte vil man høre hunkatten give et såkaldt ”parringsskrig”, når hankatten parrer.

Hankattens papiller formindskes efter kastration.

Da hunkatten jo kun får ægløsning ved parring, er der derfor flere mulige forløb af en brunstcyklus:

- Hvis hunkatten bliver parret, vil den føde efter ca. 63 dage eller mere.
- Hvis den ikke bliver drægtig, kan man forvente en ny løbetid efter 5-16 dage.
- Hvis katten ikke bliver parret i sin løbetid, kan man forvente en ny løbetid efter ca. 16 dage.
- Hvis katten bliver parret, men ikke drægtig heraf, kan katten blive falsk drægtig efter 35 dage. Efter fødsel kan løbetid komme igen efter 8-10 dage.
- Hvis killinger bliver fravænnet, vil løbetiden komme i løbet af 8-14 dage.
- Efter fødsel kan katte komme i løbetid allerede efter 18-26 timer.

Men det er mere almindeligt at løbetiden kommer en uge efter fødsel, selvom katten giver mælk til killingerne. Ønsker man ikke at hunkatten kommer i løbetid eller bliver parret igen, skal man begynde med p-piller 7 dage efter fødsel, eller få hunkatten steriliseret.

Hvis hunkatten er blevet uønsket parret, er det muligt at undgå at den føder killinger. Dette kan ske ved at man kontakter sin dyrlæge og giver katten et abortmiddel. Dette middel gives, når der er gået 4-6 dage efter katten er blevet parret. Dog er der en betydelig risiko ved medicinsk abort, og man kan i værste fald fremprovokere en livmoderbetændelse, Pyometra. Derfor giver man altid hunkatten forebyggende antibiotika i forbindelse med provokeret abort, men det er ikke altid tilstrækkeligt. En ny brunst kan indtræffe umiddelbart efter anvendelse af medicinsk abort.

Derfor kan det ikke anbefales til brug på en værdifuld avlskat. I stedet tilrådes det, at man lader hunkatten føde de uønskede killinger, for at bevare dens normale reproduktionsevne.

For at undgå de uønskede killinger, er det også muligt at få hunkatten steriliseret. Således fjerner man livmoderen med killingerne.

Når man planlægger kuld på sin hunkat, kan det tage en del tid at finde den rette hankat hertil, og specielt inden for den Sibiriske race, hvor avlsmaterialet er meget lille.

Drægtighed;
En hunkat er drægtig i 63-67 dage eller måske endda op til 70 dage. Ægløsningen foregår ca. 24 timer efter parringen, og befrugtningen af ægget finder sted ca. 10-18 timer senere. Hvis hunkatten bliver parret med flere hankatte i samme løbetid, er der mulighed for, at æggene bliver befrugtet med sædceller fra forskellige hankatte. Med andre ord kan der godt være forskellige fædre til killinger i samme kuld. Det kaldes "super fecundatio".

Hvis hunkatten bliver befrugtet under parringen, vil man efter 21 dage kunne se at dievorterne antager en rød farve. Efter 21. dagen er det også muligt at lave en kontrol scanning hos dyrlægen, og efter 49 dage er det muligt at tage et kontrol røntgen, hvor killingernes knogler nu vil kunne ses.

I modsætning til de fleste andre pattedyr, har drægtige hunkatte en kontinuerlig vægtforøgelse under hele drægtigheden. Den største fostervækst sker dog som ved andre dyr i den sidste tredjedel af drægtigheden. Den totale vægtforøgelse ved sluttermin afhænger af kuldstørrelsen. Under fødslen tabes 40 % af vægtforøgelsen og under laktationen tabes de sidste 60 %.

En drægtig hunkat har et ekstra stort behov for et godt foder, da det kræver meget fra kroppen at bære på et kuld. Et killingefoder af god kvalitet er velegnet, idet det indeholder mere protein, calcium og energi end et almindeligt solidt voksenfoder.

Under drægtigheden vil man ofte opleve at hunkatten bliver mere kælen og kontaktsøgende. Jo mere man kæler for hunkatten under drægtigheden, jo større kontaktbehov vil de kommende killinger også have, da de kan mærke ens berøring på hunkatten. Killingerne kan ligeledes mærke at hunkatten er afslappet og udskiller feromoner.

1. uge:
Æggene passerer igennem æggelederne i løbet af 2-4 dage og kommer ind i livmoderen 4-5 dage efter parringen. Som regel fordeler fosteranlæggene sig ligeligt i begge livmoderhorn uanset hvor mange æg, der er løsnet fra hver æggestok. Fosteranlæggene, også kaldet embryoner, er på dette tidspunkt en samling celler. De vil fortsat dele sig.

2. uge:
Sammenvoksningen af fosteranlægget med livmoderen sker ca. 10 dage efter parringen.

Fosteranlægget vokser, men kan endnu ikke ses med det blotte øje, og livmoderen er ikke forstørret.
Synlige ydre tegn på en drægtighed er der normalt ikke før helt hen i 6-7 uge.

3. uge:
På dette tidspunkt begynder fosteranlægget at forandre sig fra at have været en samling celler til en struktur hvor man kan udpege de områder der senere bliver til lemmer, hjerte, øjne osv.

For eksempel kan forskere på 18. dagen udpege det område, der senere bliver til forben. Dagen efter er bagbens udvæksten synlig.

På 21. dagen kan dannelsen af øregange, øjenanlæg og små hulrum, der senere skal blive til adskillelse af tæerne, skelnes. Nogle hunkatte , især førstegangsfødende ,vil få forstørrede og lyserøde dievorter, men det er ikke noget sikkert bevis for drægtighed.

Ved anvendelse af ultralydsscanning kan man på 12-14. dagen skelne de enkelte fosterhinder. Før den tid har det kun været muligt at konstatere en forstørret livmoder, som ikke kan bruges som bevis på drægtighed.

Bestemmelse af antal fostre kan godt være korrekt på det tidspunkt undersøgelsen udføres, uden at det stemmer overens med det reelt antal fødte killinger. Det skyldes, at der i den følgende periode kan ske fosterdød med resorption af de pågældende fostre.

Jo tidligere en undersøgelse finder sted, desto større må forskellen på det diagnosticerede antal fostre og det fødte antal killingen forventes at være.

4.uge:
I løbet af denne uge kommer fosteranlægget mere og mere til at minde om en killing. Man siger, at embryonet er blevet til et føtus, altså et rigtigt foster. Navlestrengen er fuldt udviklet og anlæg til tarmkanal er i fuld gang.

Udviklingen går idet hele taget stærkt i denne uge. Anlæg til følehår på læber, snude og over øjnene ses på dag 24. Øjenlåg og ører kan ses, tungen dannes og i slutningen af 4. uge kan hårsække på kroppen ses.

Hos ca. 10% af de drægtige hunkatte optræder der en tilsyneladende normal løbetid (østrus) fra dag 21.til dag 24. Hunkatten optræder fuldstændig som om, hun ikke var drægtig og lader sig villigt parre. Hun kan endog blive drægtig igen på dette tidspunkt. Det er en tilstand, som kaldes "super føtatio". Denne tilstand kan desuden ses hos enkelte katte omkring 6. drægtighedsuge.

5. uge:
Fosteret er nu fuldt anlagt, og i resten af drægtighedsperioden færdiggøres og udvikles anlæggene til det vi ser, når killingen fødes. I denne uge lukker ganen, så hvis en killing fødes med ganespalte, er fejlen sket før dette tidspunkt. Øjenlågene kan nu lukkes omkring øjet.

Drægtigheds-diagnostikken bliver i disse uger mere sikker. Fra dag 20 til dag 40 er der mulighed for at føle udvidelser på livmoderen som små bobler. Det er fosteret med fosterhinder, der endnu ligger hver for sig og derfor kan mærkes. Hvis katten er længere henne end dag 40 vil der ikke være nogen adskillelse, og man kan ikke skelne mellem en livmoder der er drægtig og en der en udspilet af andre grunde, for eksempel livmoderbetændelse.

Fra ca. 30.-dagen kan Doppler-ultralysundersøgelser afsløre drægtighed. Der kan ses en puls i navlestrengen og eventuelt også i fosterets hjerte.

6. uge:
På fosteret kan der nu ses følehår på snude, læber og over øjnene.
På dette tidspunkt vil en del hunkatte afsløre deres drægtighed ved, at deres mælkekirtler begynder at vokse. Der kan til tider også ses vægtforøgelse, men både forøget bugomfang og forøget vægt afhænger af antallet af fostre.

Drægtigheden kan nu også konstateres ved røntgenundersøgelse. Fra dag 39-40 kan der konstateres forbeningspunkter i fostrene, begyndende med fosterets kranier.

7. uge:
Fostret ligner nu meget en killing og har udviklet følehår på snude, læber og over øjnene. I slutningen af ugen begynder der at vokse fine hår ud over hele kroppen, næsen begynder at få farve og kløerne begynder at blive hårde.

Fosterhinderne fylder nu så meget, at man ikke længere ved at føle på katten kan mærke de bobler, som før var tydelige. Det er nu en ensartet fortykket livmoder, og en drægtig livmoder kan ikke skelnes fra enhver anden form for fortykkelse af livmoderen. Ultralydsscanning samt røntgenoptagelser er brugbare til at diagnosticere drægtighed og efterhånden også et sikkert bud på antallet af fostre og disses udviklingstrin.

Mange hunkatte vil nu være tydeligt tykkere end normalt. En del vil nedsætte aktiviteten og bruge mere tid på at hvile end før. Det er på tide at introducere kattens fødekasse eller fødested. Der er vigtigt, at katten er helt fortrolig med fødestedet et godt stykke tid før selve fødslen.

8. uge:
Fosteret er nu dækket af fine hår, kløerne er hvide og hårde, og der er begyndt at komme farveaftegninger.

Blødninger fra livmoderen kan forekomme i hele drægtigheds perioden, uden at dette er tegn på, at katten behøver at blive syg. Hvis katten begynder at bløde i så fremskreden drægtighed som 8.uge, er det en alvorlig tilstand. Den mest sandsynlige årsag er en begyndende løsning af moderkagen, som i de fleste tilfælde vil betyde, at fostrene fødes. Prognosen er dårlig for killingerne. Hvis de fødes før dag 54, kan de ikke overleve. Hvis fostrene er døde og ikke udstødes, er det nødvendigt at fjerne dem ved en operation.

Fodringen skal øges gradvis i de sidste 3 uger til ca. 25% over normalt. De er en god ide at give flere og mindre måltider i den sidste drægtigheds tid, især hvis katten er meget tyk. Livmoder med fostre optager så meget af pladsen i bughulen at der kun er plads til lidt foder ad gangen.

Foderet bør være killingefoder eller specialfoder til drægtige katte. Der skal ikke suppleres med mælk hverken nu eller senere. Der skal, som altid, være fri adgang til frisk vand. Mange katte tåler ikke mælk .Der er risiko for, at katten kan få diarre, og det er et meget uheldigt tidspunkt at skulle igennem flere dage med den form for lidelse.

9. uge:
Fosteret er færdigdannet og forøger nu sin vægt. Hunkatten vil forberede sig på fødslen. Hun vil ikke foretage sig meget andet end at spise og sove indtil fødslen går i gang. Når fødselstidspunktet nærmer sig, bliver hun rastløs og søger ofte ensomhed et roligt og varmt sted, som helst skulle være fødekassen.

Der sker en afslapning i området omkring skeden. Dievorterne bliver mere fremtrædende og selve mælkekirtlerne begynder at producere modermælk. Der bør ikke umiddelbart op til fødslen foretages ændringer med henblik hunkattens opholdssted. Det kan medføre forhaling af fødselsstarten.

Alle former for stress bør undgås.

Den periode, hvor fostrene indretter sig på fødsel, kaldes opblokningsperioden. Den forekommer umiddelbart før selve fødslen. Katten bliver urolig, skifter hele tiden stilling, klager sig eventuelt, og enkelte kan finde på at kaste op. Der er endnu ikke synlige veer, men sammentrækninger af livmoderen, de såkaldte opblokningsveer. Opblokningsperioden må ikke vare mere end et døgn, så skal fødslen være i gang.

Hunkatten kan i denne fase blive sur og aggressiv og bør have fred og ro.

Fødsel;
Hvis en hunkat føder før 56 dage efter parring, må man forvente en abort, da killingerne som regel er underudviklede og ikke kan overleve. Killinger som bliver født mellem 56-60 dage har en mulighed for at overleve. Så længe hunkatten ikke virker alment påvirket, skal man ikke være bekymret over, at den går over tid.

De fleste aborter indtræder mellem 4.-7. drægtighedsuge, og skyldes ofte et fosters død. Selvom fostrene dør er det ikke sikkert, at abort indtræder. Fostrene kan mumificere (tør skrumpning af fostre), hvilket betyder at væsken fra fostrene absorberes i hunkatten. Denne proces kan tage noget tid, uden at hunkatten viser nogen tegn på abort. Hvis katten fuldender sin abort, vil den som regel komme i brunst 4-6 uger senere.

Undertiden vil man opdage, at der sidder fosterdele i skeden. I disse tilfælde kan operation blive nødvendig for at fjerne fosteret.

Årsagen til abort kan være vanskelig at finde; men virus og/eller bakterier kan være en medvirkende årsag.
Livmoderen skal være ren, før en ny drægtighed kan begynde.

Når hunkatten nærmer sig sin fødselstermin, vil man se en ændret adfærd. Dens aktivitetsniveau aftager, den søger rolige omgivelser og den begynder at sove meget. Nogle katte bliver meget kontaktsøgende og holder sig tæt op ad en.

Sørg for at have en fødekasse placeret et roligt og uforstyrret sted. Det kan være en hvilken som helst kasse, men det er nødvendigt at det er en kasse med faste sider, så hunkatten kan stemme imod med benene under fødslen.

Hvis man er i tvivl om hunkatten kan klare det hele selv, er det er en god idé at være forberedt med håndklæder til at tørre killingerne med og en saks til navnestrengene. Ellers skal man blot have en vægt, blyant og papir, samt en man kan ringe til, hvis der går noget galt.

Tolv timer før fødslen vil hunkattens kropstemperatur falde til under 37,5 grader, hvor normaltemperaturen er 38,0-39,2.

De første veer som viser sig er opblokningsveer. Denne periode varer 12-24 timer, og katten vil være rastløs.

Efter denne periode kommer presseveerne, og de er ikke vanskelige at registrere. Når man har set fostervandet kan man forvente, at den første killing bliver født i løbet af en time. Fostervandet er klart og lugtfrit. Hvis der går mere end to timer fra fostervandets afgang til første fødte killing, er det en god idé at tage kontakt til en dyrlæge.

Der er fra få minutter til en time mellem uddrivningen af hver killing og fosterhinder, og fødslen varer sjældent mere end 6 timer i alt. Under fødslen ser man ofte afgang af både urin og afføring, og man kan observere smerte fra hunkatten, nogle katte vil endda udstøde skrig.

Når killingerne er født, ligger de i en ydre og en indre hinde. Hunkatten slikker killingerne rene, bider navlestrengen over og fortærer fosterhinderne og moderkagen, som ligner et stykke kød. Man må ikke forhindre hunkatten i at spise moderkagen, da den indeholder hormoner af navnet oxytocin, som får livmoderen til at trække sig sammen og virker på mælkekirtlerne, så mælken lægges ned. Ved forstyrrende omgivelser kan fødslen forhales i op til 24 timer.

Det er ikke unormalt, at der siver mørkt blodtilblandet flåd fra hunkattens vagina i op til 3 uger efter fødsel. Hvis dette flåd får en anden farve, kan der være tale om livmoderbetændelse, og man skal derfor straks kontakte sin dyrlæge.

Ved en forhalet fødsel, vil man typisk se, at hunkatten har vedvarende presseveer i omkring 1 time, eller svage, regelmæssige veer i 2-4 timer, uden der kommer en killing. Der kan gives kalk af navnet Calcium Sandoz 9 mg/ml ved vesvækkelse, og/eller oxytocin. Denne behandling kan forsøges 2-3 gange med ½ times mellemrum.

Man udfører kejsersnit, hvis der opstår følgende komplikationer:

- Hvis hunkatten ikke har tilstrækkelig med presseveer.
-
Hvis en killing sidder fast i fødselsvejen.
-
Hvis der er for stort et foster.
-
Hvis to killinger kolliderer.

Kejsersnittet udføres af en dyrlæge i fuld bedøvelse, og man opererer i bugens midtlinje. Man åbner livmoderen og forløser killingerne. Hvis der er levende killinger, sørger man straks for, at de får frie luftveje ved at tage dem ud af deres fosterhinder, samt frottere dem i et håndklæde for at fremme deres termoregulering og stimulere åndedrættet.

Killingerne vil være påvirket af narkosen via moderen, derfor giver man dem en lille dosis modgift, så snart de er fri af fosterhinderne.

Killingerne lægges i en dertil indrettet kurv og holdes varme. Straks når moderen er vågen efter narkosen, lægges killingerne til ved hende, så de kan få deres råmælk.

Killinger;
Katten føder normalt 3-5 killinger. Når fødslen er overstået falder hunkatten til ro med sine killinger, som hun lader die.

Man kan nu tilbyde hunkatten mad og vand, da det ikke er unormalt at hun ikke forlader reden det første døgn for at passe sine killinger.
Hunkatten har brug for ro sammen med sine killinger.
Hvis ikke alle killinger er født, vil katten være urolig, og vise tegn på presseveer.

Når katten er færdig med at føde, må man være sikker på, at al efterbyrd er kommet med ud, ellers kan hunkatten blive frygtelig syg og måske få en livmoderbetændelse. Kuldstørrelsen er afhængig af flere ting, så som hunkattens sundhedstilstand og foderstand. Det lader til at kuldstørrelsen øges, indtil katten har født op til 4 kuld, hvorefter kuldstørrelsen igen formindskes indtil hunkatten har født 7 kuld. Fra 7. til 9. kuld øges kuldstørrelsen igen, men efter 9. kuld er der ingen ændringer. I gennemsnit bliver der født 4 killinger i et kuld, men antallet af killinger kan i det enkelte kuld variere fra 0 til 8 killinger. – I sjældne tilfælde er der set større kuld.

Hvad enten det er et lille kuld på 4 killinger, eller et stort kuld på 8 killinger, skulle dødeligheden ikke stige. Men er kuldet derimod større end 8 killinger, stiger dødeligheden.
Desuden øges dødeligheden i kuldet, jo ældre hunkatten er.

Undersøgelser viser tilsyneladende at dødeligheden er størst blandt hankillinger i diegivnings perioden.

Det er en god idé at veje killingerne dagligt de første 2 uger, og derpå hver 3. dag indtil de er ca. 1 måned gamle. Den ugentlige tilvækst vil være på ca. 110 gram fra fødslen (minimum 10 gram pr. dag i tilvækst), og fra 10 ugers alderen til 5-6 måneder skal tilvæksten være ca. 20 gram.

De to første leve uger er killingernes kropstemperatur på ca. 35 grader. Fra 2.-4. uge er den ca. 36 grader og efter 4. leve uge opnår de en voksen kats temperatur. Temperaturen i omgivelserne skal derfor være mindst 21 grader, de første 5 leve uger, så de holdes varme, ellers vil deres stofskifte hurtigt falde og døden vil indtræde hurtigt. Nyfødte killinger har kun meget lidt subkutant fedt (fedt under huden).

Hvis hunkatten af en eller anden grund ikke har tilstrækkelig med mælk til sine killinger, kan man supplere med mælkeerstatning, specielt fremstillet til katte. Det købes i pulverform, hvorefter man tilbereder det ved blanding med kogt afkølet vand, på en temperatur af 37 grader. Killingerne kan fodres med en engangs plasticsprøjte og en gummipipette.

Mælkeerstatningen kan også med fordel gives til den diegivende hunkat, som et ekstra tilskud.

Dog er det meget vigtigt at killingerne får råmælken hos hunkatten, altså den første del af mælken, hvis det er muligt, da dette er med til at opbygge immunsystemet.

Killingerne indtager og har behov for 2-5 ml. mælk hver 2. time i de første to uger. Herefter øges mælkemængden til 5-7 ml.

Kattemælk består af 3,7 % fedt, 6,5 % protein og 3,6 % lactose. De fravænnes til fast føde ved 5-8 ugers alderen.

De nyfødte killinger kan kønsdifferentieres ved at vurdere afstanden fra anus til kønsåbningen. Hos hankillinger er afstanden cirka 12 mm. Og hos hunkatte er den cirka 7 mm.

15 minutters berøring og kontakt til hver killing daglig, siges at skulle være tilstrækkelig for en god prægning, men selvfølgelig gør det ingen skade at håndtere killingerne mere end det!

Læs denne fantastiske side, for mere information om den Sibiriske race: http://www.pawpeds.com/pawacademy/general/siberianisolation/

(TEKST AF LAILA MELDGAARD, KATTERI DK MELDGAARDS - COPYRIGHT)

DK Meldgaards, Laila & Mads Meldgaard Petersen | 8930 Randers NØ - Denmark | Tlf.: 0045 20655058 | mail@katterimeldgaards-sibirisk.dk